I forbindelse med bondemarkederne er der mulighed for at få på til en rundvisning og smagning på whiskyen på destilleriets fadloft. Du kommer til at høre om, hvilke fade vi har liggende - og smage på whisky og majswhisky lavet på godsets egne råvarer.
Økologisk tradition møder videnskabelig præcision
Hos Radius laver vi gin, som i moderne sammenhæng med rette kan betragtes som minimalistisk, i hvert fald når det gælder ingredienslisten. Du finder ikke 30-40 obskure botanicals, men en god håndfuld nøje udvalgte ingredienser, der ofte tager udgangspunkt i æblet. Især Oremandsgaards eget æble, Hage-æblet.
Udover at bruge æbler fra godsets gamle æblelund, har vi i 2019 plantet flere end 3.000 økologiske æbletræer med 17 gamle sorter fra Sydsjælland. Æblerne bruges ikke kun til gin, men også æblebrandy, som lagres på rom-, bourbon- og sherryfade.
På fadloftet ligger også Oremandsgaards spæde whisky og modner. Godset har siden 1800-tallet dyrket byg til malt - Whisky var derfor en oplagt udvidelse. Selv vandet kommer fra egen kilde.